Afghanistan - Voldtægtsvældet

Blandt andet Talibans kvindeundertrykkelse blev brugt for at få opbakning til angrebet på Afghanistan; men USA har aldrig bekæmpet Taliban for at frelse afghanske kvinder.

Mariam Rawi - Kabul

Da USA begyndte at bombe Afghanistan den 7. oktober 2001, blev undertrykkelsen af de afghanske kvinder brugt som et påskud for at vælte Talibanregimet. 5 uger senere fastslog førstedamen, Laura Bush, triumferende: "På grund af vores nylige militære landvindinger i store dele af Afghanistan, er kvinder ikke længere fængslede i deres egne hjem. Kampen mod terrorisme er også en kamp for kvinders rettigheder og ære."

Amnesty International tegner dog et noget andet billede: "To år efter afslutningen af Talibanregimet, har det internationale samfund og den midlertidige afghanske regering, under ledelse af præsident Hamid Karzai, vist sig at være ude af stand til at beskytte kvinder. Risikoen for voldtægt og sexuel vold fra medlemmer af bevæbnede fraktioner og tidligere kombattanter er stadig høj. Tvangsægteskaber, især af pigebørn, og vold mod kvinder i familien, er udbredt i mange dele af landet."

Sandheden er at situationen for kvinder i Afghanistan stadig er afskyelig. Selvom piger og kvinder i Kabul, og nogle andre byer, har lov til at gå i skole og til at have et arbejde, er dette ikke tilfældet i størstedelen af landet. I den vestlige provins Herat, udsteder krigsherren Ismail Khan Taliban-lignende ordrer. Mange kvinder har ikke adgang til uddannelse og er udelukket fra at arbejde i udenlandske NGO'er eller FN-kontorer, og der er stort set ingen kvinder i regeringskontorerne. Kvinder kan ikke tage en taxi eller gå til fods, hvis ikke de bliver ledsaget af en mandling nær slægtning. Hvis hun bliver set sammen med en mand som ikke er en nær slægtning, kan en kvinde blive arresteret af det "særlige politi", og tvunget til at gennemgå en hospitalsundersøgelse der skal vise om hun har haft samleje for nyligt. På grund af denne fortsatte undertrykkelse, er der hver måned et stort antal piger som begår selvmord - Mange flere end der var under Taliban.

Kvinders rettigheder har det ikke bedre i det nordlige og sydlige Afghanistan, som er underlagt den Nordlige Alliances kontrol. En ansat i en international NGO fortalte Amnesty International: "Hvis en kvinder gik på markedet og viste et lille stykke nøgen hud i Taliban-tiden, ville hun blive pryglet; Nu bliver hun voldtaget."

Selv i Kabul, hvor tusindvis af udenlandske tropper er tilstede, føler afghanske kvinder sig ikke trygge, og mange bærer fortsat burka som beskyttelse. I nogle områder, hvor uddannelse af piger faktisk eksisterer, tør forældre ikke at drage fordel af det, efter at flere pigeskoler er blevet brændt ned. Piger er blevet bortført på vej til skole, og sexuelle overgreb mod børn af begge køn er nu almindelige, ifølge Human Rights Watch.

På trods af sin retorik, udformer Karzai-regering aktivt politikker som er anti-kvinder. Kvinder kan ikke finde arbejde, pigeskole mangler ofte de mest basale materialer, såsom bøger og stole. Der er ingen retslig beskyttelse af kvinder, og det gamle retssystem forbyder dem at modtage juridisk hjælp når de har brug for det. Kvindelige sangere er ikke tilladt på TV i Kabul, og sange, sunget af kvinder bliver ikke spillet, mens scener i film som viser kvinder uden hijab[slør, red.] bliver censureret.

Karzai-regeringen har grundlagt et Ministerium for Kvinder, alene for at forblænde det internationale samfund. I virkeligheden, har dette ministerium intet gjort for kvinder. Der er klager over, at penge som udenlandske NGO'er donerer til Ministeriet for Kvinder, bliver konfiskeret af magtfulde krigsherrer i Karzai-regeringen.

"Krigen mod Terror" væltede Taliban-regimet, men det har ikke fjernet den religiøse fundamentalisme, som er hovedårsagen til afghanske kvinders elendighed. Rent faktisk har USA, ved at give krigherrerne magten igen, erstattet et kvindefjensk, fundamentalistisk regime med et andet.

Men USA har heller aldrig bekæmpet Taliban for at frelse afghanske kvinder. Så sent som i år 2001, gav Bush-administrationen Taliban 43 millioner dollars, som en en belønning for at have reduceret opiumshøsten. Nu støtter USA den Nordlige Alliance, som er ansvarlig for at have myrdet flere end 50.000 civile, under dens blodige styre i 90'erne. De der har magten idag - mænd som Karim Khalili, Rabbani, Sayyaf, Fahim, Yunus Qanooni, Mohaqiq og Abdullah - er de samme indførte anti-kvinde restriktioner så snart de tog styringen i 1992, og påbegyndte et rædselsregime over hele Afghanistan. Tusindvis af kvinder og piger blev systematisk voldtaget af bevæbnede bøller, og mange begik selvmord for at undgå deres sexuelle overfald.

Men kvinders manglende rettigheder er ikke der eneste problem Afghanistan står overfor i dag. Hverken opiumsdyrkning, krigsherrernes magt eller terrorisme er blevet afsluttet. Der er ingen fred, stabilitet eller sikkerhed. Præsident Karzai er en fange i sin egen regering; kransekagefigur i et regime hvor kommandørerne i den Nordlige Alliance har den reelle magt. I et sådant klima, kan resultatet af det kommende valg i juni nemt forudsiges: Den Nordlige Alliance vil endnu engang kapre stemmerne for at legitimere deres blodige herredømme.

I november 2001, sagde den amerikanske udenrigsminister: "De afghanske kvinders rettigheder er ikke til forhandling." Men kvinderne i Afghanistan har med hele deres kroppe følt uærligheden i sådanne udtalelser fra amerikanske og britiske ledere - Vi ved at de allerede har bortforhandlet afghanske kvinders rettigheder, ved at påtvinge folket de mest forræderiske krigherrer. Deres kønne taler bliver til ud af politisk nødvendighed snarere end oprigtig bekymring.

Fra 1992 til 2001, blev afghanske kvinder behandlet som kvæg af alle udgaver af fundamentalister, fra jihadis til Taliban. Nogle vestlige skribenter har prøvet at foreslå at denne undertrykkelse har sine rødder i afghanske traditioner, og at dette ville uden respekt for de "kulturelle forskelle" at kritisere den. Men de afghanske kvinder, er ikke selv tavse ofre. Der er modstand, men du er nødt til lede efter den, fordi enhver alvorlig anti-fundamentalistisk gruppe er tvunget til at arbejde delvist under jorden. Den Revolutionære Sammeslutning af Afghanske Kvinder (RAWA), som var forbudt under Taliban, kan stadig ikke åbne et kontor i Kabul. Vi kan stadig ikke dele vores blad, Payam-e-Zan (Women's Message) ud offentligt. Forretningshavende modtager stadig dødstrusler for at have vores udgivelser liggende offentligt, og folk der støtter RAWA er blevet tortureret og sat i fængsel for at uddele dem. Folk som bliver taget i at læse vores skrivelser er stadig i fare.

Feminismen behøver ikke at blive importeret; den har allerede slået rødder i Afghanistan. Længe før USA's bombninger, forsøgte progressive organisationer at grundlægge frihed, demokrati, sekularisme og kvinders rettigheder. Dengang, viste vestlige regeringer og medier ingen særlig interesse for afghanske kvinders skæbne. Før 11. september, da RAWA gav optagelser af henrettelsen af vores leder, Zarmeena, til BBC, CNN, ABC og andre, blev vi fortalt, at optagelserne var for chokerende at vise. Men, efter 11. september, udsendte de samme medier optagelserne igen og igen. Ligeledes blev nogle af RAWA's fotografier, som dokumenterer Talibans misbrug af kvinder, brugt - uden vores tilladelse. De blev gentrykt som flyers og kastet ud af amerikanske krigsfly mens de fløj over Afghanistan.

Denne artikel blev originalt bragt i New Internationalist magazine

Mariam Rawi, medlem af the Revolutionary Association of Women of Afghanistan, skriver under pseudonym.